Tidligere i år debuterte Amalie Laulund Trudsø med prosasamlingen Koordinater på forlaget Rosinante. Boka består av rundt seksti korttekster som hver tar utgangspunkt i en adresse i København. Slik tas leseren med gatelangs gjennom den unge fortellerens liv; ved å kartlegge byen lager hun også et kart over seg selv. I etterkant av utgivelsen har noen av Trudsøs tekster dannet grunnlag for korte poesifilmer. Filmen du kan se ovenfor er laget av Stinus Duch og Andreas Berg, og tar utgangspunkt i teksten Istedgade. Hengivne lesere av den danske kultpoeten Dan Turèll drar muligens kjensel på gatenavnet – det var her Turèll bodde, og som han skriver i diktet Livet i Istedgade fra Storby-blues (1977), «Istedgade er en hes harkende skitten stønnende saksofon». Hos Trudsø er tonen en annen – snarere er det den øredøvende stillheten som hersker mellom de to sushispisende kjærestene. Vi stilte forfatteren noen spørsmål om prosjektet.
– Hei, Amalie. Hvordan oppsto ideen om å lage film av tekstene dine?
– Ideen til filmene opstod, da min studiekammerat, kurator Mille Højerslev, inviterede mig til at være med i udstillingen IN WORDS DROWN I på Roskilde bibliotek lidt uden for KBH. Formålet med udstillingen var at lade en række forfattere formidle deres litteratur på en ny måde – det vil siden uden brug af ord og bogstaver, men via et andet medie. Det førte til forskellige projekter – blandt andet byggede forfatter til bogen Mesterlære, Peder Frederik Jensen, en skulptur lavet over en fiskekutter, som stod foran biblioteket. Og jeg besluttede mig for at få lavet film inspireret af teksterne – mest af alt, fordi teksternes korte format og sansende, registrerende indhold syntes at passe virkelig godt med filmformatet.
– Hadde du noen erfaring med film fra før?
– Jeg ved ingenting om film selv, og var nødt til at engagere en række forskellige filmfolk til projektet. Her var det vigtigt for mig, som jeg også kommer ind på i det youtube-klip, du har set med mig, at overlade fortolkningen af teksterne helt og holdent til filmfolkene – det vil sige, at jeg blandede mig helt uden om alt arbejde med filmene, og først så dem, da de var færdige og klar til udstillingen.
– Hvordan opplevde du den prosessen?
– Det var en udfordring for mig at blande mig uden om, men også virkelig interessant – og fremkom af et ønske om at mime den proces, der sker, hver gang en læser får en bog i hånden, og læser og fortolker den uden forfatterens indblanding. Dette var for mig en mulighed for at opleve nogle læseres fortolkning, og så endda filmatiseret – og de fire videoer, der kom ud af det, var hver især meget forskellige.
– Hva synes du om resultatene?
– Istedgade er min favorit på grund af dens visuelle og lydlige udtryk, og de virkeligt dygtige skuespillere, og det var meget rørende for mig at se den første gang. Det er dog også den video, som er mest lig med sit udgangspunkt, det vil side Istedgade-teksten fra bogen, og som er mindst abstrakt i sin fortolkning. På sin vis er det paradoksalt, at jeg bedst kan lide den video, som ligger tættest på det, jeg har skrevet – men måske er det naturligt i den forstand, at det betyder, at jeg har skrevet så klar en tekst, at fortolkningen hos læseren er den samme som den, jeg har ønsket skulle opstå. Der har altså i dette tilfælde været samklang mellem min intention med teksten og læserens forståelse af den.
– Skyldes denne samklangen at du tenkte film allerede da du skrev teksten? Og er det i så fall noe du kommer til å fortsette med?
– Jeg havde ikke filmprojektet i tankerne, da bogen blev skrevet, men ideen opstod som sagt meget hurtigt, da jeg fik muligheden for at lade mit værk formidle på anden vis end gennem bogen. Der har været tale om, at videoerne og den øvrige udstilling skal vises igen et andet sted end på Roskilde bibliotek, men det er endnu ikke fastlagt. Og jeg tænker ikke på at lave flere videoer i denne omgang – nu skal jeg lige have skrevet endnu en bog…