Idet jeg er i ferd med å hevde, ikke uten en viss klang av beundring i røsten, at Amalie Smith denne uken utgir sin femte bok, korrigerer hun meg taktfullt: faktisk min sjette, hvis man tæller samarbejdsbogen Kollektive læseformer med Ida Marie Hede med. Og det gjør vi så klart, og ikke uten en anelse enda romligere klang av beundring. Akk, hun har ei rundet 30 og allerede står vi overfor et forfatterskap som bugner av bøker. I tillegg står hun bak et utall andre kunstprosjekter. Hvordan er det mulig, egentlig? Og hvordan stiller den nye romanen «Marble» seg inn i et allerede omfattende kunstnerskap? Vi tok en prat med Amalie, akkurat idet hun er i ferd med å etterlyse et telt eller en presenning på Facebook, til fredagens lansering i København, i tilfelle regn.
–«Marble» er, altså, din sjette bok, og mange gleder seg. Blant annet har jeg merket meg at din forfatterkollega Olga Ravn skriver om den på sin blogg og synes prosjektet «lyder vildt og super Amalie Smith-agtitg». Har du noen anelse om hva det kan bety, og er du i så fall enig i beskrivelsen?
–Ha, ja jeg tror Olga mener, at hun kan genkende min fascination af et konkret fagområde i bogen, før har det været mere naturvidenskabeligt, mens det i Marble også bliver kunsthistorisk og arkæologisk, men den lidt nørdede interesse er den samme, og det at en stor del af skriveenergien hentes fra fascinationen af et konkret stof.
–Forlagets presentasjon lister opp en rekke elementer som inngår i romanen. Begrepet polykromi, altså bruk av farger til utsmykking av bl.a. skulpturer, fremstår sentralt. Vi vet samtidig at hovedpersonen, Marble, sitt navn jo betyr marmor. Kan du si litt om utgangspunktet for romanen, og hvordan du har jobbet med disse motivene litterært?
–Yes, udgangspunktet var, at det var et chok, da jeg for et par år siden fandt ud af, at antikke marmorskulpturer var fuldt bemalede i kraftige farver og altså ikke hvide, som jeg havde fået indtryk af ud fra fx filmskildringer af antikken. Jeg læste mig til, at det er over 250 år siden at de første farverester blev fundet i arkæologiske udgravninger, og at polykromien blev livligt diskuteret hele 1800-tallet, og det undrede mig, at farven stadig i dag kan komme som et chok, som den gør for mange – at billedet af den hvide skulptur synes at være stærkere end al den viden, der er om farven. Så jeg gik blandt andet i gang med at undersøge den hvide (monokrome) skulpturs historie, som er et ganske specifikt fænomen, der for alvor dyrkes fra renæssancen og i nyklassicismen, og som jo netop henter inspiration og tyngde i antikkens (påståede) farveløshed. Den monokrome skulptur er en abstraktion, som skiller form og overflade og det gør den blandt andet for at trække disse skulpturers former ud af den profane virkelighed og ind i ideernes verden, hulelignelsen og alt det der. Den opdeling i idé og materialitet vil bogen ikke være med til, så den kredser om overfladen, den er interesseret i skinnet, imitationen, tæringen, bemalingen, overmalingen og afvaskningen af i de antikke skulpturer, og er langt mere interesseret i at se marmor som noget foldet end som noget massivt.
–«Marble» omtales som din romandebut, selv om jeg også har sett debutboken din, «De neste 5000 dage» bli karakterisert som en hybridroman. Hvordan føler du selv at «Marble» plasserer seg i forfatterskapet?
–Ha, ja jeg havde to debuter Fabrikken falder og De næste 5000 dage, begge i 2010, og nu ser det ud som om, jeg får en tredje. Marble adskiller sig fra mine andre bøger ved at indeholde mere tekst og ved at insistere på at være fiktion (det sidste griber tilbage til Fabrikken Falder, som har form som et filmmanus). Jeg synes ikke rigtig, at genrebetegnelserne er så velegnede, strengt taget er der kun to, man kan vælge imellem i Danmark, romaner og digte, og nu har jeg prøvet at placere mine bøger i begge kategorier og ikke helt følt, den hørte hjemme i nogle af dem. Jeg tror på den anden side ikke, at man skal være ærbødig over for genrer, man må hellere se, om bogen kan bruge en genre til noget, end om genren kan bruge bogen, og der tror jeg faktisk, at Marble kan bruge romangenren, fordi bogen har flere narrative forløb, som bedst flettes sammen i romanformen.
–I tillegg til å skrive arbeider du med flere andre kunstuttrykk, og for tiden studerer du ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Allerede i «De neste 5000 dage» kunne vi se hvordan stills fra videoer og performancer griper inn i teksten, samtidig som tekst ofte er et viktig element i filmene dine. Hvordan føler du at de ulike uttrykksformene virker inn på hverandre? Hvor viktig er det for litteraturen din at du også arbeider med andre former for kunst?
–Jeg har svært ved at se det som adskilte ting, da jeg arbejder med de samme emner i flere former, og da jeg arbejder med en billedrig skrift og samtidig ret litterært med billeder, film og objekter. Jeg tror, at en billedkunstnerisk tilgang til bogmediet har gjort at bogens form er vigtig for mig, ikke bare som en smuk indpakning – jeg forsøger at tænke i bøger fra starten, frem for i løsreven tekst. Det er i håb om at give teksten en krop, at forankre den i verden. I I civil hang bogens samling i ryggen sammen med bogens omdrejningspunkt (samling og opløsning), og i mange af mine bøger har sideskift og opslag spillet en stor rolle for, hvor lang en tekst kunne blive, og hvilken rækkefølge teksterne havde. Marble adskiller sig faktisk fra mine andre bøger ved, at jeg tidligt i forløbet fandt på et nyt sideskiftsprincip, som gjorde, at jeg kunne indføre sideskift, der var uafhængige af størrelsen på siden, men samtidig forankret i bogens form … det er lidt svært at forklare på skrift og nemmere at forstå, når man har bogen i hånden, men hver gang et afsnit slutter, vender man siden, og så fortsætter man med at læse præcis det samme sted i opslaget på næste side. Det nye sideskiftsprincip betød, at jeg bevarede sideskiftet som et teatralsk greb, mens jeg samtidig kunne betragte teksten som en lang prosatekst, og det gjorde det simpelthen muligt at skrive mere, fordi jeg ikke begrænsede mig til sidestørrelsen. Det betød også, at billederne blev skubbet ud af teksten og om i et billedappendix bagerst i bogen, men jeg tror ikke, at det er et tegn på, at min skrift og billed-praksis er ved at skille sig fra hinanden, nærmere tværtimod – jeg tror, min skrift er ved at finde ud af, at den ikke kan blive fri for billeder.